(Udtalelse og omtale af  Kunstanmelder  Jan  Erik Madsen: )

Kære Meibom

Jeg tog sammen med nogle bekendte til Nyborg slot, den weekend, hvor vi havde talt sammen. Dels ville det være interessant at se ny kunst i slottet og ingen af os havde været der i de sidste 20 år.

Det var en dejlig oplevelse. Gruppen var helt enige om, at den meget dramatiske og dystre grafik passede ualmindeligt godt til slottets rå fremtoning. Desuden måtte vi alle forbløffes over, hvor meget vi selv havde glemt af Danmarkshistorien. Det må have været en ualmindelig barsk tid og det synes vi alle afspejlede sig i grafikken.

Især var væggen med "vidnerne" en stærk oplevelse. Det var her jeg så en helt speciel stærk personkarakteristik. Her bliver vidnet et kuet mennenske, der tvinges til mened eller de virker fuldstændigt utroværdige.

Her kan jeg så måske allere undre, at vort lokale kunstmuseum eller historisk institut på universitetet ikke har været ind over udstillingen for at bevare serien samlet.

Skulpturerne  er voldsomme. Der er en kraft i selv de afhuggede hoveder. Samme styrke har jeg set hos de meget sene værker af Jørgen Haugen Sørensen i hans hundeslagsmål. Både du og Jørgen rammer en ubehagelig side af mennesket, hvor liv synes værdiløst.

Jeg personlig blev meget overrasket. Endda i en sådan grad, det var nødvenligt, at tage tilløb til rigtigt at se på værkerne.

Jeg har på min venstre væg ved computeren et træsnit fra 1977 "Døden Danser" af Wiig Hansen. En gang i mellem må man derud, hvor det ikke længere drejer sig om kunst er smukt eller grimt, men dér, hvor den river og flår indeni. Den følelse fik jeg også på Nyborg Slot, dengang for snart en måned siden.

Med venlig hilsen

Jan Erik Madsen